Mette Jacobsen satte Nakskov på verdenskortet

Kronprinsesse Mary og Mette Jacobsen.

Redigeret i samarbejde med Mette Jacobsen og hendes far, Per Jacobsen (Skrevet i 2015)

H.C. Andersens eventyr, Den grimme Ælling, er næsten synonym med Mette Jacobsens liv. Selv om man er født i en andegård, kan man godt blive en smuk svane. På mange måder kan man jo lave en direkte linje, for de to fugle har jo i den grad også noget med vand at gøre.
Der er ikke mange i Nakskov – eller for den sags skyld resten af verden – der ikke har hørt om Mette Jacobsen fra Nakskov. Måske ved de ikke, hvor Nakskov ligger, men de kender Mette fra Nakskov.
Man kan som tilhører godt blive lidt stakåndet, når ta-len falder på den karriere, som en del nakskovitter har set på fra sidelinjen. Der er næppe mange unge men-nesker, der i dag ville stå op kl. 05:15 for at tage ud og træne i Nakskovs gamle svømmehal, inden turen går videre til en almindelig skoledag og bagefter fortsætte træningen efter at have lavet lektier.
Det med vandet kommer heller ikke fra fremmede. Både mor Bente og far Per har været elitesvømmere – og svømmer i øvrigt stadig – men Mettes karriere startede for alvor, da Mette i en alder af 13 år fik fart på svømmekarrieren.
Da vi sidder hjemme i sofaen i Nakskov, er det helt åbenlyst, at Per Jacobsen aldrig ville turde drømme om sådan en karriere, og da han var yngre, var det vildeste jo et Danmarksmesterskab. Men Mette havde viljen og talentet.
Det betyder, at i forhold til den opfattelse, vi har af unge og yngre mennesker, så er Mette nærmest asketisk. Far Per siger stolt og måske lidt angst, at Mette aldrig drak noget, der var stærkere end vand. I dag kan jeg sagtens nyde et glas, siger Mette, og tilføjer: Men gør det sjældent.
-Mette har en jernvilje og er så målrettet, at dengang hun blev anklaget for doping, ramte det hende lige i hjertekulen og på hendes ære. Det var chokerende, at blive anklaget for noget, man ALDRIG kunne have overvejet. Hele mistanken og anklagen kom, fordi Mette lider af astma, men hendes medicinerklæring var udfyldt forkert.
Som altid fandt Mette sig ikke i den uretfærdige an-klage og behandling – og gik hele vejen til de øverste sportsmyndigheder for at blive frikendt. Uanset prisen. Uretfærdighed er ikke en mulighed i Mettes liv.
Mette blev i 1988 – blot 15 år gammel – taget med til De Olympiske Lege i Seoul i Sydkorea. Per fortæller, at Mette gjorde, hvad hun kunne, selv om det ikke blev til medaljer. Men Mette fra Nakskov var på alles læber. Og Mette havde oplevet et svømmestævne, der var langt fra den gamle svømmehal i Nakskov – nemlig med tæt på 10.000 tilskuere.
Selv om det ikke blev til medaljer, så blev det til flere danske rekorder, og så tog svømmekarrieren fart.
Flere danske og nordiske rekorder
Intet kommer af sig selv. Det blev en sej rejse. Far Per var indpisker eller i hvert fald træner. Han gør klart, at det ikke nytter at blive klubmester alene. Det kan være et skridt på vejen, men hvis man skal med op i eliten, så skal man sammenligne sig med de bedste i verden – og helst overgå dem. Mette kan med stolthed melde om 131 individuelle danske rekorder, 66 individuelle nordiske rekorder og 3 europæiske rekorder.
Medaljernes antal er mindst lige så prangende. Mettes liste er næppe overgået i den danske svømmeverden. 36 EM- og VM-medaljer – hvoraf 32 er individuelle. Der er tre VM-guldmedaljer og syv EM-guldmedaljer.
Hertil kommer, at Mette har været med til OL intet mindre end fem gange. Helt unik er det også, at det af gode grunde har strakt sig over 20 år, men Mette nåede også at komme i finalen hver eneste gang. Den bedste placering blev en fjerdeplads i 2000.
Stjernerne i sigte
I dag kunne man forestille sig, at svømmekarrieren er skiftet ud med en moderrollen for Mettes to børn eller et tilbagetrukket liv. Men Mette vil vinde. Og det gør man ikke hjemme på sofaen.
-Jeg har en selvstændig virksomhed, som er bygget op om holdundervisning og privatundervisning i Charlottehaven på Østerbro.
Der skal være godt gang i den, og det er der i Mettes liv, hvor et arbejde som fysioterapeut hos Falck Health Care kun er en del af karrieren.
Mettes far er ikke uden grund stolt af Mettes resultater. Hun er nemlig også træner andre steder, og de se-nere år har hun sammen med familien svømmeuge to gange om året med far, mor, bror Bo og børnene på Club La Santa og giver turister seriøs træning.
Mettes bror, Bo, har været elitetræner i Esbjerg og landstræner i svømning i Finland. I dag arbejder han som konsulent med kunder fra New York til København.
Derudover er Bo Jacobsen mange gange verdensmester i finne- og apparatsvømning.
Familien Jacobsen selv har nemlig ingen stjernenykker. Man kan sige nærmest tværtimod. Ikke mange kender den tidligere svømmestjerne og Mettes mangeårige træner, Per Jacobsen, mens Mette til trods for at hen-des karriere officielt sluttede i 2006, bliver hun stadig genkendt som ”Mette fra Nakskov – hende svømmestjernen”.
Svømmeverdenen i Nakskov er dog blevet begunstiget en del, siden Mette tog de første svømmetag i en lille hal og sammen med andre nakskovitter. Det ville man næppe byde et supertalent i dag. Det er en af grundene til, at Nakskov for et par år siden fik en helt ny svømmehal.
Hjemme i Nakskov – for sådan omtales det stadig – sidder vi og snakker. Far Per går en lille tur. Inde på et værelse er der lidt støj, men man kan godt forstå, at der er et stolt smil på hans læber, da han kommer tilbage med et billede. Ved første øjekast tænker man: HVAD ? Er det en look-alike? Næh, det er Mette sammen med Hendes Kongelige Højhed Kronprinssesse Mary i svømmedragter. Man bliver blæst noget tilbage i sofaen. Hold da op.
Historien bag billedet af de to seje kvinder er, at Mette Jacobsen fra Nakskov har været træner og coach for Kronprinssessen. Det hænger sammen med, at Kronprinssesse Mary er protektor for Dansk Svømmeunion, og i forbindelse med at der skulle svømmes rundt om Christiansborg, var det vigtigt at være fit for fight og have en god træner og coach. Og her kom Mette på banen.
For de fleste her i byen vil det være helt overvældende at omgås de kongelige, men Mette er som altid stålfast og ikke sådan at slå om kuld. Derfor lader hun sig ikke sådan mærke med, at hun er ”veninde” med Danmarks kommende dronning.
I dag er den seje svømmepige 42 år, men stadig lige sej. Vindergenet er lagt lidt på hylden, da Mette først og fremmest er mor. Mette prioriterer dette højest i sit liv. Men hun kan ikke undlade at gå op i sundhedsværdien af at holde sig i form og spise sundt.
I disse år, hvor triatlon er den helt store dille, er der nok at se til for en sej svømmepige, der underviser i, hvordan man svømmer – og svømmer hurtigt – for at være med i et triatlon.
Men når der ikke lige er nogen, som Mette skal træne, så kan hun lige tage en halv time eller tre kvarters svømning fx i Charlottehavens egen svømmehal, sådan bare for at holde formen ved lige.
Mette Jacobsen fra Nakskov har gjort alt det, som kun få tør tænke på. Mette har vundet i svømmebassinet, hun har vundet danskernes hjerter, og hun har stræbt efter de stjerner, vi andre aldrig kan nå.
Mette Jacobsen fra Nakskov fik byen på verdenskortet. Det er sådan en drøm, rigtigt mange har.

Her kan du hente historien som PDF