Skal vi satse på hjælp udefra eller hjælpe os selv?

Skitser af den nye Storstrømsbro.

Af Marie Louise Friderichsen, nuværende turistchef (Skrevet i 2015 som skovejer, konsulent og medlem af Lolland Byråd)

Jeg er blevet bedt om at skrive nogle kloge ord under overskriften: Skal vi satse på hjælp udefra, eller skal vi hjælpe os selv?
Jeg har lyst til at stille et modspørgsmål og spørge – Hvad har vi brug for hjælp til? Hvorfor er det, Lolland hele tiden føler, at vi har brug for hjælp?
Hvorfor denne evige offerrolle og offermentalitet? Hvad er det, vi føler, vi mangler så meget hele tiden, at vi har behov for hjælp, og at det er det første, der dukker op i vores hoveder?
Jeg er tilflytter til Lolland, og jeg er født og opvokset i Midtjylland. Mine forældre skabte og drev en virksomhed i Ikast, hvor de både havde væveri, design, systue og pakkeri. De startede i en tid i 1950’erne,, hvor alt så lidt sort ud efter krigen, og de var heldige at blive en del af det store opsving efter krigen, en del af den nye velfærdsstat, hvor folk blev købekraftige, og forbruget steg, men det vidste de ikke, da de startede. De satsede bare, fordi de troede på ideen.
Det var der også mange andre i Herning og Ikast, der gjorde, og området blev kendt som det store industriområde inden for trikotage.
I dag ligger de fleste systuer i udlandet, men Herning/Ikast er stadig kendt som et driftigt erhvervsområde, der gang på gang ligger i toppen i erhvervsundersøgel-ser, og som ikke tager et nej for et nej.
Hvis de synes, der skal bygges en stor arena i Herning, så gør de det og bygger JyskeBank-Boxen.
Jyske bank har hovedsæde i Silkeborg, så det kan ikke engang forklares med, at der er en tilknytning der.
Området er fladt, sandet, blæsende og kedeligt med så langt til havet, som man kan være det i Danmark og uden store søer, men med forblæste grantræer, der bøjer sig for vestenvinden, men hvad der ikke bøjer sig, det er indbyggernes tro på deres eget værd, på deres ideer og på deres stolthed over deres egn.
Heroverfor står Lolland, hvor det første ord, der næsten altid bliver brugt er: Hjælp??
Vi har til gengæld smuk natur i rigt mål, hav og søer, bøgetræer og kulturminder, industri, turisme og landbrug, men har vi evnen til at være stolte, at tro på vores eget værd og stå ved det, vi er, og det vi har?
Jeg vil gerne ophøre med at tale om hjælp og tale om at udnytte vores muligheder i stedet for. For vi har mange muligheder, men det kræver, at vi bruger tiden og energien til at tale om dem og udnytte dem, fremfor så meget energi på at tale om, hvor meget andre gør, og hvad vi går glip af.
Jeg er kun glad, hvis der er et super arrangement i Maribo eller Nykøbing, det er godt for Lolland, det er godt for hele vores ø, når der sker noget alle steder på en gang, og jeg er ikke det fjerneste nervøs for, om det tager noget fra Nakskov. Nakskov er gjort af et sejt stof, og der findes et initiativ og en virkelyst her, som de færreste kan matche.
Fortæl om Nakskov og Lolland med glæde i stemmen, om denne fantastiske by med snart 750 år på bagen, som stadig er ung og har fostret nogle karismatiske personligheder og stadig i dag sætter retning for Danmark på bølgeenergi, brint og vind, som har Danmarks smukkeste juleby, og som ligger på det frodige Lolland, der leverer fødevarer til de bedste restauranter både nationalt og internationalt.
Fortæl om det med glæde i stemmen, så dem, du deler det med, får lyst til at besøge os og høre mere, ikke fordi vi har brug for dem, men fordi Danmark har brug for os. Danmark er nemlig ved at blive et land, der ligner alle andre, hvor det eneste, der tæller er karakterkrav og “15 minutes af fame”, hvor man skal være smart, ung, hurtig og rig, og ellers er man intet – hvor man spørger sig selv, hvad man kan bruge andre til, og hvis man ikke kan bruge dem, så smider man dem væk – det er trist, og det er tomt.

Ruinen på Slotø.

Lolland er et sted, hvor der er plads til alle. Hvor alle bidrager med det, de kan og bliver en del af fællesskabet. Hvor vi starter med at spørge, hvad kan jeg bidrage med, og hvor vi hilser på hinanden og ikke er bange for nærvær, ro og fordybelse.

Hvor en stram økonomi har lært os, at der er andre ting i livet end penge, og at hvis vi står sammen, så kan vi løfte meget med nye løsninger, sammenhold og masser af frivilligt initiativ.
Vores Socialpsykiatri er flere gange kåret som Danmarks bedste offentlige arbejdsplads.
Vi har et jobcenter, som har Danmarksrekord i at få langtidssygemeldte nurset tilbage på arbejde.
Vi leverer rent drikkevand og ren energi til hovedstaden. Vi ligger på en 48. plads i Dansk Industri’s analyse af erhvervsklima i forhold til andre kommuner i Danmark.
Vi har Danmarks største arkæologiske arbejdsplads, hvor der findes de vildeste fund fra Danmarks oldtid, og Danmarks tidligste historie skrives i disse år hos os.
Vi havde Red Barnets første danske akutmodtagercenter i Rødby i de dage, hvor flygtningestrømmen overrumplede landet og masser af mennesker med et stort hjerte, der bidrog til at vende en kaotisk oplevelse til en positiv modtagelse.
Vi har en af Danmarks første naturparker i Maribo og masser af havørne, og vi er på vej med den næste naturpark i Nakskov Fjord.
Vi havde Danmarks første kongeskabte værft, og Nakskov Havn er udpeget til at være byggeplads for den kommende Storstrømsbro.
Vi har kinesere, der maler på vores Kyst- og Kulturcenter og japanere, der besøger øen for at høre om fremtidens løsninger for klimavenlige landområde med et stærkt landbrug og erhvervsliv samtidig.
Vi har plads til alle slags mennesker hos os, og vi har Lovestorm nok til alle.
Hvad er det, vi har brug for hjælp til? Så vidt jeg kan se, så har resten af Danmark brug for hjælp fra os, og vi har meget at tilbyde, så min nytårshilsen skal være – HOLD OP MED AT SÆTTE LOLLAND I OFFERROLLEN.
Det er det, resten af Danmark gerne vil have, at vi gør, for så får de det så meget bedre med sig selv, men den rolle skal vi ikke tage på os, den er ikke vores.
Vi skal se os i spejlet, sige velkommen 2016, du kan tro, det bliver spændende, for der skal foregå så meget her hos os i år, og alle er velkomne!

Her kan du hente historien som PDF